e J o u r
FORSIDE
RIS, ROS, TIPS
MAILLISTE
ARKIV

Om eJour

Gratis dansk web 2.0 leksikon

Brugerne på banen med viden og debat i Den Store Danske

Af Helle Nissen Kruuse, hnk@update.dk, medlem af eJours redaktionsgruppe


Den Store Danskes 160.000 artikler bliver gratis for alle til februar i en model, der på alle ledder og kanter tager bestik af nettets stærke sider. Modellen bliver med brugerinvolvering i det redaktionelle indhold, der får et par sandwichklemmer fra GoogleAds og bannerannoncer til at finansiere gratismodellen.

Hermed får danskerne fri adgang til et professionelt online-leksikon skabt på Den store danske Encyklopædi, der udkom i 21 bind og siden som cd-rom i årene 1994-2003. Der har aldrig været én statslig krone i projektet, hvorimod Augustinus-fonden har støttet med over 20 mio kr.

Betaling dur ikke

De seneste par år har stoffet kunnet udnyttes online, men bag en betalingsmur.

"Den indhegning dur ikke længere. Vi har et par mio kr i omsætning årligt, og vi kunne godt padle videre. Men det ville være uspændende," siger Lars Boesgaard, direktør i Gyldendal Fakta, til eJour og tilføjer:

"Derfor har vi taget imod denne kæmpemæssige, mentale udfordring i forlaget og genføder encyklopædien på nettet i en ny model, der udnytter nettets facetterede muligheder."

Tre slags medarbejdere

Den Store Danske får et web 2.0 tilsnit med brugerne kraftigt på banen.

Dets medarbejdere inddeles i tre grupper:
  • Interne redaktører. Dem er der tre-fire af i redaktionsgruppen i Klareboderne, København, hvor de har tæt kontakt til forlagets andre fagfolk. De er aflønnede.
  • Eksterne redaktører. Dem er der 20 af, og her er tale om faste freelancere. De aflønnes også.
  • Eksterne eksperter. For tiden godt 800 mennesker. Det er en ny stillingskategori skabt til leksikonets koncept med bidrag fra folk med specialviden. De arbejder lystbetonet og aflønnes ikke med et honorar, men Lars Boesgaard stiller dem andre fordele i udsigt fra forlaget.
Gyldendal begyndte at efterlyse eksterne eksperter i løbet af november, og Lars Boesgaard oplyser, at der sidst på måneden har meldt sig over 800 interesserede.

Bidragyderne skal have lyst til at dele ud af deres specialviden, og mange vil sikkert også gerne eksponeres på et så utvivlsomt prestigefyldt sted. Forlaget præsenterer hver skribent med foto og cv.

Ordenes slagmarker

Til den enkelte artikel kobles en blog, hvor brugerne har mulighed for at kommentere og evt tilføje ny oplysninger om et emne.

Her vil sikkert blive udkæmpet mange ordkrige om forståelsen af et eller andet begreb, om et politisk sprængfarligt emne eller om et omdiskuteret geografisk stednavn (fx Holland versus Nederlandene) og lignende.

Ganske som i Wikipedia, som Den Store Danske minder meget om.

Der er dog en fundamental forskel mellem Wikipedia og Den Store Danske: Alt stof i den danske udgave tjekkes, og ingen skribenter er anonyme.

Ophavsretligt står der endnu nogle overvejelser tilbage i Gyldendal. Lars Boesgaard stiler mod at gøre stoffet så tilgængeligt som muligt. Og han pointerer, at skribenterne i hvert fald skal dele deres stof ophavsretligt med forlaget; evt efter en Creative Commons Licence model.

Planet i Googles univers

Lars Boesgaard ser frem til, at online-værket bliver "en planet i Googles univers", så værkets informationer bliver et oplagt tilbud højt oppe i en søgestreng i en Google-søgning.

Når man googler, skulle Den Store Danskes indhold gerne blive et naturligt svar, uden at man nødvendigvis skal starte sin søgning hos www.denstoredanske.dk. Det indebærer, at man ikke behøver at være fortrolig med leksikonets indretning, men kan google sig frem til svarene på sine spørgsmål.

Læs mere
 
Gyldendal har allerede åbnet netstedet www.denstoredanske.dk, hvor man kan melde sig som interesseret ekstern ekspert eller tilmelde sig stedets nyhedsbrev. 

Lars Boesgaard skrev sammen med forlagschef Cliff Hansen, Gyldendal Digital, en kronik om projektet i Berlingske 18. nov 08; den er lidt svær at læse pga manglende net-redigering.
 
eJour har skrevet om online-leksikon planerne flere gange, ja så tidligt som december 05 i Masser af leksika, men.., da vi citerede Lars Boesgaard for, "at gøre encyklopædien tilgængelig på nettet er mit livs udfordring". Så den mand er glad i dag :-) 


Bemærk:
Vi prøver at linke præcist. Men konsekvensen kan af og til være, at brugerne møder et dødt link, fordi stoffet siden er blevet flyttet til en ny plads på netstedet. Så må I prøve at lede lidt på stedet.


Nr 79 december 08
Kontakt eJour, hnk@update.dk, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole